Gældende vedtægter vedtaget 2021-10-04

§1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er “Stenløse Skytteforening”. Foreningen er hjemmehørende i Egedal Kommune og er medlem af DGI Nordsjælland. Foreningen er medlem af Dansk Sportsskytte Forbund (DSF) som er medlemsforbund under Dansk Skytte Union (DSU).

§2. Formål

Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke, at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel, samt at udbrede kendskabet til og vedligeholde færdighed i skydning som amatøridræt.

§3. Tilknytning

Foreningen er tilknyttet DGI-Nordsjælland under DGI-skydning og derved underkastet denne organisations vedtægter.

§4. Medlemmer og kontingent

Som Aktive medlemmer kan optages børn og voksne når de vedkender sig foreningens formål og opfylder betingelserne for SKV6 godkendendelse. Som støttemedlemmer (passivemedlemmer) kan optages enhver.

Sommermedlemsskab: For at give andre foreninger og deres medlemmer mulighed for at benytte udendørsanlægget, kan der tegnes et sommermedlemsskab for en forening eller enkeltpersoner, gældende fra 1. april til 30. september. Kontingent for sommermedlemsskab fastsættes af bestyrelsen.

Andre medlemskaber: Bestyrelsen kan midlertidig oprette andre typer medlemskaber indenfor skydediscipliner og fastsætte kontingent herfor. Sådanne medlemskaber skal godkendes på en efterfølgende ordinær- / ekstraordinær generalforsamling.

Kontingentet for såvel aktive medlemmer som støttemedlemmer fastsættes på den årlige generalforsamling. Kontingentet forfalder til betaling hvert år den 1. januar i regnskabsåret, j fr. §8 og skal være betalt senest den 10. januar i regnskabsåret for, at betaling anses for rettidig. Opkrævning af kontingent udsendes til medlemmerne elektronisk i december. Betalingsmuligheder oplyses på opkrævningen. For sen betaling af kontingentet pålægges et gebyr, fastsat af bestyrelsen, ved udsendelse af rykkerskrivelse. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for betaling af kontingent for 2. halvår for nye medlemmer.

Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når der er grund dertil, f.eks. hvis et medlem ved sin optræden og adfærd direkte eller indirekte modarbejder foreningens formål. Ligeledes kan et medlem udelukkes i tilfælde af kontingentrestance, såfremt dette ikke bliver betalt senest 8 dage efter modtagelse af skriftligt varsel fra bestyrelsen.

Anmeldelse om flytning fra en forening til en anden skal ske til den fra- og tilflyttende forening.

For medlemmer, hvor foreningen har givet våbenpåtegning jf. §10, skal udmeldelse ske skriftligt, har medlemmet våben registreret i foreningens SKV-register d. 1. januar skal der betales kontingent for hele året.

§5. Generalforsamling

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamling afholdes hvert år senest 31. marts. Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved opslag i foreningen og udsendelse af dagsorden elektronisk til medlemmerne.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

Kun aktive medlemmer over 18 år, som har været medlem i min. 3 måneder og ikke er i kontingentrestance på generalforsamlingen, har stemmeret. Kun fremmødte medlemmer har stemmeret. Hvert medlem har kun 1 stemme. Medlemmer under 18 år har stemmeret ved deres værge. Hver stemmeafgiver kan højst afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Støttemedlemmer har ikke stemmeret.

På generalforsamlingen afgøres alle sager ved simpelt stemmeflertal. Ved udelukkelse af et medlem samt til ændring af og tilføjelse til vedtægterne skal mindst 2/3 af de afgivne stemmer være for forslaget. Vedtægtsændringer kan kun vedtages på den ordinære generalforsamling.

Udelukkelse af medlemmer kræver skriftlig afstemning.

Forsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i foreningens protokol af referenten og underskrives af dirigenten.

På generalforsamlingen vælges en dirigent. Dirigenten leder generalforsamlingen i overensstemmelse med foreningens vedtægter og dagsorden, og beslutter hvorledes de på mødet herom opståede tvivlsspørgsmål skal afgøres. På den ordinære generalforsamling forelægges som minimum følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere.
  2. Formanden aflægger beretning.
  3. Kasseren fremlægger det reviderede regnskab og budget til godkendelse.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Valg af formand, kasserer, bestyrelse, suppleanter og revisorer.
  7. Eventuelt.

§6. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når formanden eller 3 af bestyrelsen forlanger det.

Ligeledes kan 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer kræve ekstraordinær generalforsamling afholdt, når der skriftligt fremsættes ønske herom, med forslag til dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 3 uger efter at kravet herom er modtaget. Indkaldelse foretages efter samme procedure og med samme varsel som nævnt i § 5 afsnit 1.

§7. Hæftelser

Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

Forening og bestyrelse hæfter for uberettiget eller for meget udbetalt tilskud i henhold til folkeoplysningslovens §30 og §31.

Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen, ud over kontingentforpligtelsen.

Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§8. Bestyrelse

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 7 medlemmer. Bestyrelsen vælges for en periode af 2 år, således at formanden + 3 medlemmer afgår i ulige årstal og kasseren + 2 medlemmer afgår i lige årstal, desuden vælges 2 suppleanter, der er på valg hvert år. På generalforsamlingen vælges også 2 revisorer, hvoraf den ene er på valg i lige år og den anden er på valg i ulige år, samt en revisorsuppleant for en 2-årig periode, som er på valg i lige år.

Desuden udpeger bestyrelsen en fanebærer efter behov.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig med næstformand og sekretær. Formanden tegner foreningen. I tilfælde af formandens frafald indtræder næstformanden i hans sted. Kasseren er sammen med bestyrelsen ansvarlig for regnskabet og kassebeholdningen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer er tilstede.

Bestyrelsen holder møde, når formanden eller 2 af bestyrelsens medlemmer forlanger det.

Der føres referat, som indeholder vedtagne beslutninger.

§9. Regnskab

Foreningens regnskabsår går fra den 01.01.-31.12. Senest 1 måned efter afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status for det forløbne år til revisorerne til påtegning. Revisorerne skal foretage såvel regnskabsmæssig som kritisk revision. Regnskabet fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Foreningens midler opbevares i bank og mindre kontantbeløb i foreningens kasse.

§10. Skydning

Til i samarbejde med bestyrelsen at varetage foreningens daglige skydninger, kan bestyrelsen udpege et antal skydeledere og hjælpere for en sæson ad gangen.

§11. Våbenpåtegning

Foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning. Foreningens bestyrelse er forpligtet til at give orientering til politiet og SKV og om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn ikke opfylder gældende betingelserne for SKV våbenpåtegning. Alle omkostninger i forbindelse med behandling af våbenpåtegning (SKVblanketter), skal betales af våbenets ejer.

Har foreningen givet våbenpåtegning til et medlem og medlemmet ikke betaler kontingentet rettidigt jf. §4, afsnit 3, og medlemmet ikke skriftligt har meldt sig ud af foreningen, rykkes som beskrevet i SKV.

§12. Foreningens opløsning

Foreningens opløsning kan kun finde sted på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Mindst halvdelen af foreningens medlemmer skal være mødt, og forslaget om foreningens opløsning skal vedtages ved skriftlig afstemning med mindst 3/4 af de afgivne stemmer for forslaget.

Er halvdelen af medlemmerne ikke mødt eller opnås ikke 3/4 majoritet indkaldes til ny generalforsamling, dog tidligst 14 dage efter. Uanset antal fremmødte stemmeberettigede medlemmer kan beslutning om opløsning træffes med mindst 3/4 af de afgivne stemmer for forslaget.

Ved en eventuel opløsning af foreningen, skal dens rifler, pistoler, skydemateriel m.v. samt dens fane deponeres ved DGI Nordsjælland.

Såfremt foreningen ejer jord og/eller anden fast ejendom, vil dette ikke kunne afhændes, forinden bestyrelsen for DGI-skydning har haft lejlighed til at fremsætte et tilbud på overtagelse.

Salgssummen af sådan fast ejendom, samt foreningens aktiver skal indgå i et almennyttigfond, der kommer skyttesagen til gode.

Som født formand for dette fond skal udpeges den til enhver tid siddende formand for bestyrelsen for DGI-skydning.

Gældende vedtægter vedtaget 2021-10-04
Erstatter vedtægter af 2020-03-10

Scroll to Top